A shining star in a dark place

[Alyxia Iearen McBeth]

Trescott Roden
__________________________________________________

Fornemmelse og tid og sted var gledet ud med tidevandet. Bølgerne gik højt, Alyxia kunne høre dem slå mod de kolde, ru vægge der udgjorde helvedes fængsel, Azkaban. Hendes fortid på dette sted havde virket så fjern at den ikke havde eksisteret, frem til Theodore havde indtaget ministeriet, og havde placeret dem allesammen her. Nu føltes det som havde hun aldrig været ude, som havde det hele bare været en drøm som hun var vågnet af, kun for at finde ud af at hun stadig sad fast.
Der var gået et par dage før hun var vågnet rigtigt efter hendes fald, nu havde hun bare en ret stor bule i hovedet, men var som sådan okay.. så meget som man kunne være på det her forbandet sted. Hun lå så tæt op af tremmerne der skilte denne celle og cellen ved siden af, som hun overhovedet kunne. På den anden side var Mattheus og Trescott placeret. Jorden var kold og hård, hun var nærmest blevet helt blå om læberne af kulde, i hvert fald når dementorerne nærmede sig deres celler. For en gangs skyld havde hun fundet ro, og lå med lukkede øjne. Hendes ene hånd hvilede på den store mave, mens den anden rakte ind i den anden celle, for at holde Scott's hånd. Denne gang var hun i det mindste ikke alene, men der var ikke rigtigt nogen der sagde noget.
Det sidste hun ønskede var at give liv til deres datter her, men termin nærmede sig med hastige skridt. Hun havde netop drømt om det. Med ét slog hun øjnene op og gispede. Hun så på Scott og derefter over på Matt der virkede som om de sov. Først da hun forsøgte at sætte sig op, gik det op for hende at der var vådt mellem hendes ben. Vandet var gået. Nej det måtte ikke ske! Ikke nu! "Scott!" udbrød hun febrilsk og slap hans hånd. Nej ikke nu!

[Trescott Roden]

Scott sad med ryggen mod tremmerne ind til Alyxias celle. Han havde trukket benene op under sig og hvilede hovedet mod sin arm som han havde slået omkring sine ben. Den anden hånd holdt fast omkring Alys hånd der stak ind i hans og Mattheus celle.
De sidste par timer havde han drevet lidt ind og ud af søvnen. Hans tidsfornemmelse var ikke helt på toppen, men han havde en ide om at de nok ikke havde sidder her meget længere end nogle få dage. Han prøvede at holde tal på det, men de var næsten umuligt.

Hans sår var blevet renset og healet af en healer der havde været herinde en af de første dage, hvad der var blevet af hende nu anede Scott ikke. I det mindste havde han Aly ved sin side, og selvom han hadede at hun skulle sidder herinde, ville han alligevel vove at påstå at det var bedre end at ikke vide om hun var død eller levenede efter angrebet på ministeriet. I det mindste havde de hinanden og Matt.
Alys stemme skar gennem, og han bevægede lidt på sig uden helt at vide om det var noget han havde drømt. Roligt rettede han sig lidt op og mærkede hende slippe hans hånd, han vente sig overrasket mod hende. "Aly, hvad sker der?" Spurgte han med en stemme der var hæs af ikke at være blevet brugt så meget de sidste dage.

[Alyxia Iearen McBeth]

Sidste gang havde hun siddet i en ensom celle og spekuleret på hvad Matt havde lavet. Det havde drevet dem væk fra hinanden og selvom Scott var der med hende nu, så frygtede hun at det ville gøre det samme med de to. De sad der sammen allesammen, men talte sjældent til hinanden. Det var som om de alle var gledet hen i deres egen verden, Aly særligt fordi hun mest bare sad og strøg sin mave med beroligende strøg i naivt håb om at det ville udskyde fødslen eller i det mindste berolige den lille pige i hendes mave.
Hun satte sig ordentligt op og så ned på den lille pøl der lå på gulvet mellem hendes ben. Hun kunne mærke noget trykke, ikke en vé som sådan endnu, men hele hendes krop blev tynget. "Nej, nej," mumlede hun febrilsk og samlede desperat sine ben som om det ville gøre en forskel.
Den første vé var ikke stor, men fik alligevel en smerte til at skyde gennem hendes krop. Hun stønnede og så hjælpeløst over på Scott. "M-mit vand er gået," sagde hun skælvede og lagde begge hænder over sin mave. Hvad pokker skulle gøre? I dette kolde klima ville hun blive syg og stresset, og de ville ikke kunne tage sig af hende. Hun mærkede en tårer trille ned over hendes kind, bange for hvad det kunne betyde, bange for at miste deres lille mirakelbarn. "Det må ikke ske nu," hviskede hun for sig selv, og håbede at hun ville vågne fra sit mareridt lige om lidt.

[Trescott Roden]

Scott blev ret hurtigt klar over at der var et eller andet galt. Han stak armene igennem tremmerne for at prøve at berolige hende, men sandheden var at han selv var en smule ude af den. "Nej..." mumlede han som hun sagde vandet var gået. Sidste gang havde fødslen været kompliceret, hvad hvis det skete igen? Han kunne ikke miste deres datter en gang til, for ikke at snakke om Aly, det var jo også risikabelt for hende! "D-det skal nok gå." Sagde han med usikker stemme og skævede mod Mattheus. "Matt" kaldte han ophidset, han kunne mærke panikken brede sig.
"Bare prøv at slap af," sagde han henvendt til Aly og rejste sig for at gå hen og banke på tremmerne mod gangen, "Hey! Vi har brug for noget hjælp!" Der måtte da være nogen der kunne gøre noget.

Frustreret gik han en gang rundt om sig selv og så tilbage til Aly. Han satte sig op af tremmerne med front mod hende og med armene ind til hende for at forsøge at holde om hende. Han håbede og bad til at der ville komme nogen og hjælpe dem. Men hvad pokker skulle de stille op med barnet, Aly kunne jo ikke have det herinde.
Stedet var koldt og dystert de risesikrede at hun blev syg eller hvad med når dementorerne kom forbi? Scott afviste tankerne, nu måtte de tage et problem af gangen. "Det skal nok gå," gentog han så, "jeg er lige her." 

[Alyxia Iearen McBeth]

Hendes kinder blev mere og mere blege, selvom hun virkelig forsøgte at trække vejret helt ned i maven for at slappe af. Hun vendte blikket mod Scott. Hendes øjne var helt våde af bekymring og frygt for hvad der ville ske. Det havde været meget kompliceret sidst, barnet havde ikke overlevet, og hun havde kun fordi healerne havde været dygtige. "Jamen v-vi.. hun k-kan ikke være her," fik hun frem og mærkede tårerne trille konstant ned over hendes kinder. En hård vé fik hende til at holde vejret og klemme øjnene sammen for ikke at skrige og vække halvdelen af hele fængslet, hun vidste hvor svært det var at falde i søvn, og hvad nu hvis de tog hende fra dem?
Hun lagde sig ned og greb ud efter hans hånd, for at knuge den i sin.
"Je-jeg kan ikke miste hende igen," hviskede hun da endnu en vé tog til, og fik hende til at stikke i et halvt skrig.
I det samme kom en kvinde løbende. Hendes blonde hår var sat op. Hun havde været der et par gange før for lige at tjekke op på hende, og Aly kunne egentlig godt lide hende. Hun stoppede op og behøvede ikke engang at spørge om hvad der skete. Uden at tøve, låste hun sig ind i cellen. "Bare rolig, jeg skal nok hjælpe jer," lovede hun og satte sig ved dem henne ved tremmerne. "Okay Frøken McBeth,prøv t trække vejret dybt, så mærker jeg dig lidt, er det okay?" spurgte hun og kiggede mere på Scott end Aly for at få hans tilladelse.

[Trescott Roden]

Scott var i vildrede lige nu. Han hadede at hun skulle føde barnet her, de kunne jo ikke have barnet, hvordan skulle det nogensinde kunne lade sig gøre. Igen skubbede han tanken fra sig. For nu måtte han mere bekymre sig om om barnet i det hele taget ville overleve den hårde start på livet. "Lad være med at tænk på det nu." Sagde han og prøvede at lyde som om at han have tingene under kontrol hvilket var så langt fra sandheden som det overhovedet kunne komme.
"Vi klare den Aly, vi finder ud af det." Lovede han hende og håbede inderligt at det var et løfte han ville være i stand til at opretholde.

Den desperation der var at finde i hendes stemme kunne han genkende fra hvordan han selv havde det lige nu, men han måtte prøve at holde hovedet koldt. "Vi mister hende ikke igen." Sagde han stille og nok lige så meget for at overbevise sig selv om det som hende.
Idet samme hørte han lyden af en kvindestemme han så op på den blonde heks der omgående gav sig i kast med at hjælpe. "Ja..selvfølgelig." Sagde han og så på hende med bekymringsfulde øjne. "Der var komplikationer sidst," informerede han mens han knugede Alys hånd i sin. "Du blive nødt til at redde vores datter." Det var en hjælpeløs bøn, og han vidste godt at det jo ikke udelukkende var op til hende, men derfor havde han bare brug for at vide det hele nok skulle gå.

[Alyxia Iearen McBeth]

Måden Scott skubbede det fra sig fik hende bare til at bide sig hårdt i læben. Hun vidste godt at han var påvirket af de ting der skete herinde, påvirket af dementorerne, men hun kunne se i hans øjne at han ikke et øjeblik troede på at det her ville gå godt. "Så hvornår vil du helt præcist have mig til at tænke på det?!" spurgte hun spidst. Hendes krop var fuld af hormoner, og hun var panisk bange for at miste deres datter.
"Hvad hvis hun ikke klare den?" spurgte hun stakåndet som endnu en vé pressede på og jog gennem hendes krop. Hun greb desperat ud efter hans hånd bare for at holde fast i et eller andet. Hendes øjne var lukket så hun så ikke kvinden, men kendte hende.
"Bare gør hvad du må," svarede Aly og bøjede benene let. Det her var ydmygende og skrækindjagende! Som om en fødsel i sig selv ikke var skræmmende.
Crysanthe nikkede forstående. "Jeg vil gøre absolut alt hvad jeg kan. Lige nu skal du bare hjælpe hende til at slappe af så vidt som muligt," bad hun henvendt til Scott. Roligt frigjorde hun Aly fra trusserne, og tog sin kappe af for at skjule hende lidt. Cellerne var jo ikke ligefrem diskrete. Med en finger mærkede hun forsigtigt hvor langt hun var. "Okay Frøken. McBeth. Det er stadig lidt for tidligt. Forsøg at slappe af, og trak vejret helt ned i maven når véerne kommer," bad hun og trak klædet lidt ned så hun ikke var så blottet.

[Trescott Roden]

Scott kunne slet ikke beskrive med ord hvad han følte lige nu. Det var som om at glæden ved at skulle være far, blev total overskygget af desperationen ved selve fødslen. Frygten for at miste deres datter var så stor og han kunne godt fornemme på Aly at det skinnede igennem for hun så langt fra ud til at være overbevist. "Når du sidder med vores datter i armene." Sagde han blidt. Han ville ikke bide af hende, det var der ingen grund til og han følte sig lige så desperat og hjælpeløs som hun nok gjorde. "Hun skal nok klare den!" Sagde han bestemt som var intet andet en mulighed. Han kunne slet ikke bære tanken om at miste igen, det måtte for alt i verden ikke ske!

Scott nikkede til healeren og så ned på Aly, "prøv at slappe af for Iearens skyld," han holdt den blide tone, skønt hans stemme langt fra var lige så kontrolleret som han havde ønsket sig. Han forsøgte at stryge hende beroligende over skulderen og hadede at tremmerne forhindrede ham I at sidde og holde om hende.
Med et bedende blik så han på healeren. "Må jeg ikke komme nok ind til jer? Jeg lover jeg ikke skaber problemer." Han havde brug for at være ved Alys side og han ville ikke sætte denne kvinde i problemer eftersom hun sikkert var lige så presset af alt det der forgik som han selv, men han havde bare brug for at holde om Aly og være der for hende i denne stund.

[Alyxia Iearen McBeth]

Selvom fødslen var i gang, virkede det som om at udsigten til at holde deres datter i armene var direkte uoverskuelig. Hun lukkede sine øjne og forsøgte at koncentrere sig om den underlige følelse hun havde i kroppen og de véer der kom i ny og næ. Hun var ude af stand til at tale, desuden ønskede hun ikke at skabe yderligere konflikter mellem dem og slet ikke nu. Aly nikkede stille til kvindens ord og forsøgte at tage en dyb indånding og slappe af, men hele hendes krop var spændt som en bue. Selv når hun ikke var i smerte var hendes mine forvrænget som havde hun været, også selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne for at slappe af.
Crystanthe mærkede igen efter og så på Scott med et lidt tøvende blik. Det kunne få hende i enorme problemer hvis det nogen så det, men på den anden side så var det hans barn. Hun lod blikket glide omkring og trak så en nøgle frem fra sine kapper, for at kurer den forsigtigt gennem tremmerne til han. "Hvis der kommer nogen så overmand mig. Det her kan koste mig frygtelig dyrt hvis det bliver opdaget," understregede hun med et lidt strengt blik og håbede inderligt at han forstod alvoren i det.
Aly så lidt bedende på Scott og slap så stille hans hånd så han i stedet kunne komme ind til hende, hun havde brug for at mærke hans arme omkring sig, brug for at vide at det hele nok skulle blive okay.

[Trescott Roden]

Scott havde det elendigt, det var slet ikke meningen at det skulle være på denne måde. De skulle have været derhjemme og sammen tage på Skt. Mungos stille og roligt, ikke ligesom alt det kaos sidst. Så skulle det hele bare gå let og glat og de skulle blive forældre hvorefter de skulle hjem og nyde det sammen. Det var planen! Nu var alt det ødelagt og Scott hadede at han intet kunne gøre ved det.
Derudover stressede det ham endnu mere at se Aly i smerter skønt han vidste at det var ganske naturligt i forbindelse med en fødsel. "Bare slap af Solstråle, det skal nok gå," opmuntrede han blidt.

Som healeren så besluttede at lade ham komme ind til dem sendte han hende et taknemmeligt blik og tog imod nøglen. Det var en underlig fornemmelse at sidde her med nøglen til sin frihed og så vide at han intet kunne gøre ved det. Han havde ikke sin tryllestav så han ville aldrig slippe ud fra fængslet. Desuden lå det jo midt på havet og det var ikke ligefrem fordi at der var robåde til leje nogen steder. Han ville heller aldrig tage afsted uden Aly, og hun var ikke ligefrem i en tilstand hvor hun havde mulighed for at flygte med ham.
Han nikkede til hendes ord og låste sig ud af cellen for derefter at komme ind og falde på knæ ved siden af Aly. "Hej," sagde han og smilede svagt som havde de ikke set hinanden før nu. Han kyssede hendes pande og trak hende over mod sig så hun kunne hvile ryggen mod hans bryst. Han slog armene omkring hende så godt han kunne. "Jeg er lige her," hviskede han blidt mod hendes øre. Det var skønt at have hende i sine arme igen selvom omstændighederne ikke var det bedste.

[Alyxia Iearen McBeth]

Det her var en presset og uheldig situation der desværre indbød til åndssvage skænderier der ikke ville gøre noget særlig godt for nogen af dem. Aly skulede i hans retning og tvang et lidt stift smil frem på sine læber. "Det kan du sagtens sige, det er ikke dig der ligger med veér i Azkaban," påpegede hun lidt sammenbidt selvom det ikke var ment negativt. Hun prustede tungt og forsøgte at trække vejret roligt, men det var nærmest umuligt, smerten var så overvældende og den blev kun mere og mere konstant. Hun forsøgte at kvæle sit skrig og bed sig end ikke rigtigt fast i at Scott låste sig ud af sin egen celle, før han faldt på knæ ved siden af hende.
Hun så op med et taknemmligt blik. Det her var for stor en opgave uden at have ham ved sin side. "Bl-bliv ved m-mig," hun så bedende på ham og rakte ud efter hans ærme, i frygt for at han skulle gå igen. Heldigvis var det ikke tilfældet. Selvom de begge var kolde i dette ulækre miljø, så føltes hans krop varm og tryg. Aly satte sig til rette og lukkede øjnene, mens hendes hænder gled hen over hans for at kunne holde fast i et eller andet.
"Okay Frøken McBeth, du begynder at være der. Næste gang du får en vé så pres," bad hun roligt. Hendes hjerte slog hurtigt. Der var nok ikke et mindre perfekt sted til en fødsel end Azkaban og hvad med barnet?

[Trescott Roden]

Scott tav rimelig hurtigt ved hendes kommentar med at det var let for ham. Det havde hun nok ret i, skønt at det faktisk tog ufattelig meget energi fra ham at være positiv i denne situation. Det måtte vel bare være sådan det var at være i Azkaban. Det var nærmest umuligt at holde humøret oppe, og det blev værre dag for dag, især når dementorerne besluttede at kigge forbi.
Hendes bøn om at han skulle blive fik ham til at sænke sig ned for at kysse hendes kind, "bare rolig, jeg går ingen steder." Lovede han og gav hendes hånd et kærligt klem. Havde han dog bare haft sin tryllestav. Muligheden for at slå healeren omkuld og stjæle hendes var fristende, men Scott havde aldrig været god til at transfererer, og at skulle gøre det både med Aly som var igang med en fødsel og så med en stav der ikke var hans egen. Den risiko kunne han ikke løbe. Derudover havde han ikke hjerte til det overfor hende der i forvejen satte meget på spil for at hjælpe dem.

Han rettede blikket mod healeren da hun sagde at Aly skulle presse næsten gang. Han kunne mærke andrelinen suse rundt i kroppen, det skulle bare gå godt, bare så der var et enkelt lille lys i denne dystre tilværelse. Noget de kunne se frem til. Ikke at lille Iearen kunne blive her, men bare det at vide hun ville være i sikkerhed fra dette vandvid.
Scott holdt Aly tæt ind til sig. "Jeg ved du kan klare det," hviskede han stille i hendes øre og hvilede sin kind mod hendes hoved.

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly følte at hele hendes krop var tung som bly og selvom der var iskoldt, så følte hun sig brændende varm lige nu. Det gav en helt anden tryghed at have Scott tæt på sig, hun havde ikke mærket andet end hans hånd i flere dage nu, og for hver time var det som om at distancen mellem dem blev større og større men ikke mere nu. Fødslen og de bekymringer der fulgte med tillod hende slet ikke at tænke på noget som helst andet, hverken på risikoen for at blive opdaget eller på dementorerne på den anden side, i stedet klamrede hun sig ind mod Scott og forsøgte at trække vejret som den unge kvinde havde bedt hende om at gøre.
"O-okay," sagde hun og nikkede. Små svedperler havde allerede lagt sig på hendes pande trods kulde der fik hende til at skælve. Da endnu en vé ik en ny og intens smerte til at bredde sig kneb hun øjnene sammen og borede neglene ind i Scotts hænder for at håndtere den voldsomme smerte.
"Meget fint. Pres nu," bad Crysanthe lidt bestemt. Aly gjode som hun sagde og forsøgte at presse. Det gjorde ondt. Hver en muskel i hendes krop var spændt, hun huskede smerten og intensiteten og skuffelsen over ikke at høre et skrig da det først havde været forbi. Denne gang var det nødt til at være anderledes. Hun vendte hovedet en smule og hvilede sin pande mod Scotts kind, hun mærkede hans åndedrag, lyttede til hans puls og forsøgte inderligt at koncentrere sig om den frem for frygten for aat miste endnu et barn.

[Trescott Roden]

Scott havde en udnerlig blandet følelse indeni. Han var spændt over at han nu skulle være far igen, men den behagelige spænding og glæde blev desværre skubbet ret meget i baggrunden til fordel for frygten for at miste endnu et barn, hvilket de ville gøre uanset udfaldet. De kunne trods alt ikke opfostre et lille barn i Azkaban. Tanken var næsten for meget at bære, men Scott vidste at han måtte prøve at være stærk for Alys skyld, hun måtte ikke se ham miste modet.
Desværre havde han en ret god ide om at hun sagtens kunne gennemskue ham. Lige nu måtte de koncentrerer sig om at få deres lille datter til verden.

Roligt flyttede han den ene hånd til hendes pande for at berolige hende. Om det virkede anede han ikke for havde hun det bare halvt så skidt som han, -hvilket der var ret god chance for. Så var der ikke meget der kunne berolige hende nu.
Som Aly pressede kom et lille overrasket gisp over hans læber da hun satte neglene i hans hånd. Han bed det i sig. "Jeg elsker dig." Sagde han stille tæt ved hendes øre, det var ikke så tit at han brugte ordene, da han ikke ønskede at de skulle miste deres værdi, men nu virkede som et godt tidspunkt. Han havde bare så svært ved at bevare fatningen. Minderne fra sidst skyllede ind over ham og det var næsten overvældende.

[Alyxia Iearen McBeth]

Scott var som en åben bog for hende, han forsøgte at være stærk, men Aly vidste at han nok var mindst ligeså panisk og bekymret som hun selv var. Hendes hjerte slog 500 slag i minuttet, eller sådan føltes det lige nu for at være ærlig. De kunne jo ikke have Iearen i et fængsel fuld af dementorer, her var koldt og vådt, det var farligt for et lille barn.
Smerten lod tankerne glide lidt i baggrunden. Hun gispede efter vejret og forsøgte at holde skriget tilbage men det kunne hun ikke, det var simpelhen ulideligt. Flere gange havde hun lyst til at opgive, sige at hun ikke kunne, men Scott sad der og håbede, og hun kunne ikke skuffe ham, ikke som hun havde gjort med Cara.
En tårer trillede ned over hendes kind, efterfulgt af flere, mens hun holdt en lille pause og prustede ind mod ham. De ord.. de bure varme men lige nu blev hun bare mere bange for at han ikke ville elske hende når de mistede endnu et barn. "O-o jeg d-dig," fremstammede hun, for det var alt hun havde overskud til.
Endnu en vé pressede sig på og Aly pressede igen, spændt op i hele kroppen.
"Jeg kan næsten se hovedet Frøken McBeth, fortsæt," bad den unge kvinde. De tog kun sekunder før det lille hoved kom til syne. Hun smilede og kunne ikke undgå at føle et lille sus. Hun fik vristet skuldrene ud, så barnet til sidst lå i hendes arme, hvilket fik hende til at bryde ud i latter. I samme øjeblik lød gråden i de hule gange.